Pårørende Hverdagen er bare ikke den samme

• 

  25. maj. 2010 kl. 14:30 Af Anonym779

  Hej
  For næsten 4 uger siden fik min mand en blodprop - og blev indlagt - og senere akutoverført til Skejby. Vores unger var hjemme da ambulancen hentede ham, vores nabo kom og hentede dem, for jeg ville jo selvfølgelig med ham.
  Vi kom stille og roligt på sygehuset - troede ikke rigtig på at det var blodprop, for det var en uge før min mand fyldte 40 år - så selvfølgelig var det ikke det.....men det var det, og lige pludselig blev alting væltet rundt. Dagen efter blev han overflyttet akut til Skejby - som var en forfærdelig oplevelse for os begge to - det at jeg ikke måtte komme med, og at vi ikke vidste om vi sås igen.
  Men da først han var fremme, kunne jeg mærke "trygheden" - ved at han, når nu han var syg, var det bedste sted vi kunne være.
  Og de var søde og dygtige - og 5 dage senere blev han udskrevet.
  Vi kom hjem til en ny verden, kunne ingenting overskue, kunne ikke forholde os til noget overhovedet - men som dagene gik , blev vi mere og mere normaliseret.
  Min mand startede på arbejde - og har nu været igang et par uger, men det ligesom hverdagen ikke er som den skal være. Jeg er bange for han er ved at udvikle en depression. Har undladt at spise sine mange piller i flere dage - "for det kan jo også bare være lige meget". Vi skændes meget, og han er faktisk ikke særlig sød. Jeg forsøger at få tingene og hverdagen til at hænge sammen, han hjælper ikke med noget praktisk overhovedet (hvad han altså gjorde før), og til en vis grad kan jeg godt holde det ud, for jeg forstår jo godt han er træt osv. (det var oven i købet et nyt job han startede på da han startede på job igen). Men en gang imellem bliver det også bare for meget for mig - og når jeg så har sagt noget surt til ham - fortryder jeg - for det er jo ikke det værd.
  Han er ikke blevet tilbudt noget hjælp - skal først til lægen i starten af juni - og han er iøvrigt overbevist om at han mentalt er helt oven på. Jeg har egentlig ikke nogle spørgsmål - trænger nok bare til at komme af med noget min "sorg" - og måske er der andre der har oplevet noget lign.
  Tak fordi du "lyttede" :-)
  Anja

• 

  28. maj. 2010 kl. 17:57 Af lillespir (Patient)

  Hej Anja
  Ja, det er en volsom forskrækkelse at få sådan en melding, også det at du ikke må være med i ambulancen påvirker dig/Jer negativt.
  Det er godt I har oplevet de var søde og dygtige.
  Nej i starten er det svært at få dagen til at blive normale, der kan gå en rum tid inden det sker og inden I har accepteret at Jeres situation er blevet en anden.
  Jeg tror det er hans måde at reagerer mod sygdommen på, for den skal ikke bestemme over ham, og det kommer den unægtelig til at gøre.
  Jeg kan godt sætte mig ind i at han har svært ved at accepterer den form for sygdom i hans alder, men der er desværre flere og flere der får det i den alder også yngere.Jeg tror bare du skal fortælle ham at du elsker ham og så efter bedste evne forsøge at støtte ham i stedet for eventuelt at bebrejde ham at han ikke spiser sin medicin.
  Man er enorm træt efter en blodprop og der går desværre meget meget lang tid inden han er oven på igen, så det i sig selv kan være hårdt for samleveren.
  Jeg håber du skal med til den kontrol, for der er det vigtigt at være ærlig, mener du at det ikke kan vente, kan du kontakte hans privatpraktiserende læge og fortælle ham om det du oplever, men han har tavshedspligt og kan sansynlivis ikke give dig nogle svar.
  Ja det kan ligne begyndelsen til en depression, desværre.
  Det er svært for dig at stå med frustrationerne og med de hjemmelige opgaver, hvis du føler det er for meget må du ha' fat i dine veninder eller familie til at hjælpe til derhjemme, og jeg er sikker på at de vil hjælpe dig.
  Ja det er svært at holde til presset i længden, men klap dig selv på skulderen og sig at du klare det godt, du har også ret til at blive træt.
  En blodprop giver altid mentale følge, nogle lette andre noget værre.
  Du skal være velkommen, når du får brug for det igen.
  God bedring
  Mange hjertelige hilsner
  Rita

• 

  03. jun. 2010 kl. 18:29 Af HMOLIN

  Hej Anja
  Har selv prøvet det samme for nu 7 år siden (også i en alder af 40 år), og jeg vil mene at det er alt for tidligt din mand er startet på arbejde igen. Var selv sygemeldt i 4 uger, hvor jeg var utroligt træt, og startede derefter op på deltid i 3 mdr.. Er du og din mand ikke blevet tilbudt et rehabiliteringsforløb ? - fik selv tilbudt et forløb, hvor der blev afholdt 4 informationsmøder som bl.a. handlede om livet efter blodproppen - motion, kost, medicin m.v., herunder information om hvordan en blodprop opstår og hvad man fremover kan gøre for at mindske risikoen samt samliv/sexliv. Disse møder kunne ægtefælle deltage i, og der blev udleveret materiale med god information. Endvidere deltog jeg i et 12 ugers forløb, hvor der var motion 1 time 2 gange om ugen, hvor man fik afprøvet hvor meget kroppen kan holde til bagefter - dette forløb var super, fordi man fik aflivet angsten for at belaste hjertet efter blodproppen - og man kan holde til mere end man selv tror. Der var altid en sygeplejerske fra hjerteafdelingen med som instuktør til motionen og det gav tryghed. Nu 7 år efter har jeg det stadig fint, dog vil jeg sige, at bekymringen/angsten for at få en ny blodprop af og til dukker op, men det må man lære at leve med og forsøge at håndtere på bedste måde (har selv gået hos en hypnoterapeut i en periode - og vil gøre det igen hvis det bliver nødvendigt.
  Håber alt godt for dig og din mand og krydser fingre for at han selv vil indse at medicinen er han nødt til at tage - det er en følgesvend for livet desværre.
  venlig hilsen HMOLIN

• 

  04. jun. 2010 kl. 07:36 Af ckm

  Hej Anja
  Godt at høre at din mand klarede blodproppen :-) Trist at blodproppen nu påvirker jeres samliv. Jeg fik lyst til at skrive til dig, da jeg læste dine frustrationer over din mands væremåde/humør. Fik selv en pacemaker i en alder af 37 (for 1,5 år siden) og jeg kan genkende den måde du beskriver ham på. Og der sker altså noget inde i en, når man oplever at miste kontrollen over livet på den måde. For mig har det taget godt et år at komme tilbage til mig selv - i en ny udgave med større ydmyghed overfor livet. Jeg havde brug for en masse alenetid og kan ikke rigtig forklare hvad jeg brugte alenetiden til.
  Husk at du som pårørende også bliver 25 % syg - sympati-syg hedder det vist - når en der står dig nært bliver ramt af sygdom. Selvom det ikke er fysisk sygdom, du oplever, så rammer den mentale og følelsesmæssige side af hændelsen også dig. Ønsker jer begge alt det bedste og håber I snart finder melodien igen.

• 

  22. jun. 2010 kl. 01:04 Af Anonym610

  Kære Anja,
  Det var os, der fik fat i den ambulance. Det var os, der lå søvnløse ,med bankende hjerte og mobilen på hovedpuden. Det var os, så nænsomt som muligt måtte fortælle situationen tll familiie og bekendte. Der var os, der rendte frem og tilage til det sygehus, var glade og opmuntrende. Det var os, der fik hverdagen til at hænge sammen og samtidig passede vores job. Det var os, der fik en syg hjem, der var fysisk svækket og psykisk dårligt,
  Jeg tror ikke at de syge er klar over, hvor stor vores indsats har været. Hvor hårdt vi knokler, hvor meget det river i os, hvor forfærdeligt vi har det og trætheden siver ud mellem sidebenene og ender med en utålmodig hvæsen med efterfølgende skyldføelse.
  @>->-- En digital rose til dig Anja, hold ud og tro mig, om nogle måneder er I tilbage en god rytme!

• 

  23. jun. 2010 kl. 22:16 Af Anonym779

  Hej alle sammen
  Tak for jeres svar og gode ord - jeg er blevet lidt klogere, gladere og en smule mere håbefuld!
  Vi har stadig meget at "arbejde" med - jeg savner stadig meget at det går op for ham, hvor forandret "vi" er. Jeg giver rum til egoisten der er flyttet ind, men stadigvæk forventer jeg også efterhånden at der kan findes lidt overskud.........
  Nu skal vi i gang med undersøgelser og samtaler, hvor han heldigvis er glad for jeg vil med, så jeg håber "ekspertisen" kan hjælpe med at prikke hul på bylden!
  Og kære Anonym610 - tak for rosen, tak for tankerne - fantastisk lige i plet, siger jeg med tårerne løbende ned af kinderne! Jeg vil jo ikke have ros for min hjælp/støtte, bare lidt respekt og kærlighed ville være fint...

• 

  26. sep. 2010 kl. 11:18 Af tom (Patient)

  hej anja jeg skriver fra min mands side , jeg er også pårørerne pu ha de ord var lige som mine ejne dejligt at andre også føler sådan , jeg føler mig alene med disse tanker , andre prøver men kan ikke forstå det aligevel, det er første gang jeg er inde på siden min mand er for 14 dage siden blevet 4 dobbelt baypas operret tak for gode indlæg

• 

  12. feb. 2011 kl. 19:01 Af rikkevolmer (Pårørende)

  Hej Anja. Jeg har vært isamme situation som dig for halvandet år siden. Jeg er 39 år. Jeg vil gerne starte en gruppe for unge kvinder som har en hjertesyg mand, hvor vi kan få snakket, grinet, grædt mm sammen, ganske uforpligtigende. Hvis du er interesseret i kontakt så lad høre fra dig. KH Rikke