Undersøgelser og operationer operation gennem lysken for at brænde nervetråde - har du været igennem dette?

• 

  03. apr. 2009 kl. 10:38 Af Anonym400

  hej,
  
  Min kæreste på 36 skal have foretaget en operation igennem lysken for at få brændt nogle nervetråde omkring hjertet. Dette sker som forsøg på at stabilisere hans hjerterytme, som siden hans tidlige ungdom har været meget uregelmæssig. Han er dagligt og nogle gange flere dage i træk, plaget af en puls på 200, får svedture af det og ser bleg ud. Vi har fået at vide, at det kan være, han skal opereres flere gange, og at der ikke er garanti for, det virker. Han er aktiv teatermenneske og operationen forventes udført om en måned. I den kommende måned passer han dels sit fuldtidsjob og laver show 4 aftener om ugen ud over dette. Jeg mener, det er lige i overkanten, eftersom han er dagligt plaget af rytmeforstyrrelserne, men jeg kan mærke, at han ikke har tænkt sig at skære ned på noget af det og håber, at det ikke udgør en øget risiko for hans helbred. Jeg er som pårørende selvfølgelig meget interesseret i at vide mere om selve forløbet før/under/efter operationen, som jeg ser meget frem til at få overstået, så hvis du har erfaringer med operationen, hører jeg gerne fra dig, det være sig:
  
  Hvad var dine symptomer?
  har det hjulpet?
  Hvordan har du haft det før/efter fysisk?
  Hvordan har det påvirket din psyke?
  Har din lidelse givet anledning til at ændre din livsstil/ og hvordan?
  Hvordan har du evt. lært at acceptere, at du måtte tage hensyn til din lidelse og herunder evt. omlægge din livsstil og flytte din opfattelse af, hvad du burde kunne/kunne deltage i?
  
  Jeg vil meget gerne støtte op om ALT, der skal til, for at han får det bedre, så hvis du har andre kommentarer, der ikke hører under det, jeg selv har nævnt ovenfor, er du meget velkommen til at skrive det.
  
  På forhånd mange tak,
  HLH
  

• 

  04. apr. 2009 kl. 22:04 Af Liljes (Patient)

  Hej HLH,
  
  Jeg var igennem dette indgreb i februar '09. Jeg har også (pga. min medfødte transposition) uregelmæssig hjerterytme, og derfor blev jeg brændt i februar, hvilket var min anden gang. Første gang var i 2005.
  
  Det har tildels hjulpet, men lægen kunne ikke garantere, at det ikke kom igen, desværre får vi jo aldrig en garanti :( Fysisk har jeg har det godt, både før og efter indgrebet. Psykisk har jeg ikke tænkt så meget over det. Selvfølgelig bliver psyken jo kun bedre af, at man bliver brændt. For den hurtige rytme bliver normal ;)
  
  Jeg har indset at en 37 timers arbejdsuge var for hårdt, og jeg er derfor i dag i flexjob på 20 timer. Når jeg har haft en dag med rytmeforstyrrelse, så er jeg altid træt dagen efter. Min mening er, at din kæreste burde slappe lidt af og passe bedre på sig selv ;) Jeg ved, det er nememre skrevet/sagt end gjort, fordi vi er stadig nogen, der ikke vil indse, at vi er "syge".
  
  Hvis der er flere spørgsmål, er du/I meget velkomne til at kontakte mig.
  
  MVH,
  Lene

• 

  07. apr. 2009 kl. 23:53 Af Steemann (Patient)

  Hejsa!
  
  Jeg er en 19 år gymnasie-knægt, som har et par medfødte hjertefejl (Ebsteins og WPW)
  
  Jeg har blandt andet haft samme problemer som din kæreste og er to gange blevet behandlet for uregelmæssigheder på Skejby sygehus (2003 og sommeren 2006).
  Ligesom din kæreste har jeg også i perioder haft en puls på over 200 slag/min., hvilket har givet en del problemer, når jeg har haft idræt i skolen.
  
  "Opperationerne" har helt klart hjulpet mig, og jeg er ikke længere udsat for så mange af de ubehagelige hjerterytme-forstyrelser (Dem der er, skyldes hård anstrengelse, samt en anden hjertefejl.)
  Selve "opperationen" er heldigvis relativt smertefri, og hvis din kæreste er af lidt nysgerrig, er der faktisk meget spændende at følge med i ;-).
  Efter opperationen er man hurtigt frisk igen (3-4 timer efter kan man gå, og en uges tid efter må man cykle, samt løfte tungere ting), den første gang var jeg dog så uheldig, at lægerne ramte lidt skidt nede i lysken, hvilket resultere at jeg var ret øm i en uges tid.
  
  Mine hjertefejl, og de "opperationer" som jeg har været udsat for har ikke været medvirkende til ændringer i min livsstil, da jeg altid har været et hjertebarn, hvilket har betydet at jeg ikke har haft den store succes inden for nogen som helst sportsgren. Jeg søger dog for at spise sundt (inden for rimelighedens grænser) og cykler meget for at holde konditionen på et fornuftigt stadie (Da jeg er af den overbevisning, at man kommer sig bedre, og hurtigere efter en opperation, hvis man var i fin form før.)
  
  mht. aktivitetsniveau, og hvad jeg burde kunne/kunne deltage i, føler jeg ikke at jeg er stillet meget ringere end mine jævnaldrende. Jeg har dog måtte indse, at jeg under ingen omstændigheder skal detage i konkurencesport. Alligevel kan jeg sagtens deltage i hyggefodbold, eller andet, dog med lidt pauser ind i mellem.
  
  Bortset fra sport deltager jeg i alt andet på lige fod med mine venner, og mine hjertefejl har ikke betydet at jeg har skruet ned for nogle aktivitetniveauer. Jeg regner bestemt heller ikke med at jeg får problemer med en 37+ timers arbejdsuge, når jeg engang er færdiguddannet bygningsingeniør.
  
  Psykisk har jeg ikke haft de store kvaler, jeg er glad for de muligheder, som den verden jeg lever i, har givet mig.
  Jeg har dog også erkendt, at jeg, med de kvaler jeg har, skal være lykkelig hvis jeg bliver over 70, hvilket måske virker en anelse pessimistisk. På trods af denne pessimisme er jeg under ingen omstændigheder en sortseer, og bliver oftest beskrevet, som værende altid smilende og til tider hyperaktiv dreng ;-).
  
  Håber det var svar på dine spørgsmål, ellers er du velkommen til at spørge igen!
  
  mvh.
  
  Jens Steemann
  

• 

  17. apr. 2009 kl. 08:58 Af Anonym414 (Patient)

  Hej anonym400.
  
  Jeg har haft forkammerflimmer i ca 20 år nu. Medicin hjæper mig ikke.
  Jeg er blevet "brændt" 2 gange med 1 års mellemrum - uden resultat.
  Nu har jeg besluttet mig til at leve med det og at leve med de begrænsninger det giver.
  Hvis du går ind på www.familienc.dk/hjerteflimmer.html
  får du en god information om selve operationen.
  
  Held og lykke
  Hilsen Sorguette

• 

  18. apr. 2009 kl. 17:33 Af Bodil Andersen

  Hej,Jeg har haft flimmer i lang tid, er blevet DC-konverteret ca. 15 gange de sidste 2 år, blevet(brændt) 2 gange med et halv års mellemrum, skal nu igen for 3.gang (brændes)denne gang i Ålborg, tidl. var det Varde hjertecenter begge gange. Det har hjulpet meget lidt, det sidste 1/2 års tid har jeg haft flimmer hele tiden både dag og nat. Flimmeret giver en vis reduktion i mine gøremål dagligt, det er rigtig"træls", at ingen kan hjælpe os. Jeg synes vores livskvalitet er stærkt reduceret.Jeg håber snart lægerne kan finde et middel, der kan hjælpe alle os, der døjer med det fænomen. Med venlig hilsen.BODIL

• 

  19. maj. 2009 kl. 12:55 Af CharlotteH

  Hej HLH,
  
  Jeg er glad for at kunne forsøge at hjælpe dig til at støtte din kæreste.
  Mine symptomer bestod i 12 år af hurtig rytme (målt flere gange mlm. 260-345), hovedpine, træthed osv.
  Psykisk mente jeg at jeg var ok – og ikke bekymret når anfaldene var det, og jeg lod mig ikke begrænse i mine udfoldelser, da jeg jo havde fået af vide at det ikke var ”farligt”.
  Jeg skulle dog efter jeg begyndte at tage medicin, altid have den med – hvilket gjorde mig irriteret og følte at jeg var patientagtig.
  Jeg har nægtet at lade mit liv blive påvirket af min diagnose, men set i bagspejlet har det jo været det alligevel – og meget.
  
  Jeg har gennem 10 år i stigende grad været plaget af hurtig hjerterytme. Efter mange års frem og tilbage hvor jeg fik meget forskellige ”diagnoser” og mindre brugbare råd, blev jeg til sidst henvist til en specialist, som kunne give mig en rigtig diagnose.
  Valget stod mellem operation/brænding eller medicin (Betablokkere).
  Jeg valgte medicinen, og gennem to år fik jeg større og større dosis. Det hjalp bare ikke noget. Bivirkningerne og anfaldene gjorde at jeg til sidst ikke kunne arbejde eller fungere i min familie.
  Da jeg havde valgt operationen havde jeg problemer med at finde nogen der havde prøvet selve indgrebet, så det var egentlig det jeg var meget bekymret for. Der var dog ingen problemer og rimeligt smertefrit (det der gør mest ondt er blodprøverne og i 5 sek. snittet i lysken) og overstået meget hurtigt (ca. 1 time). Han vil ikke blive bedøvet og er oppe efter et par timer (og frisk hele tiden) - Hjem dagen efter og 1 uges sygeorlov og så kan man farte rundt igen.
  
  Jeg har efterfølgende erfaret at mit liv var så begrænset af både diagnosen og medicinen, at jeg faktisk ikke fungerede som menneske. Min familie var hele tiden påvirket af anfaldende og når man ser sin nærmeste blive smidt i ambulance og kørt af sted med mellemrum - det slider altså.
  
  Jeg vil anbefale operation hvis nogen spørger mig og selvom det kan ske at man skal brændes igen, vil jeg til hver tid gøre det igen. Jeg mente ikke, at jeg var psykisk påvirket af min diagnose, men har fundet at jeg var 24/7 påvirket mentalt og fysisk. Min nye fødselsdag ligger 15/5 2008 ;o)
  Jeg har gennem hele forløbet arbejdet normalt og haft et normalt liv, og ikke haft focus på at jeg var syg, men der kommer måske lidt efter operationen (for mig ihvertfald) en reaktion på at jeg måske var meget mere påvirket end jeg ville erkende, men har klaret det ved samtale med min familie.
  
  Held og lykke – jeg håber det kommer til at virke ligeså godt for jer, som det er for mig.
  
  

• 

  10. jun. 2009 kl. 20:13 Af Kirsten (Patient)

  Hej
  
  Jeg skal afsted til Varde på mandag, er både spændt og nervøs.
  Glad for at kunne læse lidt om hvad der skal ske her...
  
  Jeg glæder mig utroligt meget til at blive frisk igen - træt af at være træt.
  

• 

  24. jun. 2009 kl. 19:21 Af MHA

  Jeg er 71 år, og fik for mere end 20 år siden konstateret hjerteflimmer - A-fl.. Gennem de første 13-14 år var jeg 9 gange inde og få el-stød, for at stabilisere rytmen, og fik samtidig medicin - har glemt navnet - som krævede 2 årlige nyreundersøgelser. Alligevel fik jeg tilbagefald, men da jeg hele tiden har været meget fysisk aktiv, og holdt mig i form, holdt vægten nede, og har ikke røget siden jeg var 14 år, følte jeg mig egentlig ikke syg af det. For 8 år siden sagde lægerne, efter et nyt tilbagefald, at hvis jeg ikke incisterede på videre behandling, ville de stoppe. Jeg sagde OK, og får nu 4 Digoxin + blodfortyndende Marevan, tænker aldrig over sygdommen, og er fysisk meget aktiv, med dans, både moderne og folkedans, cykling og stavgang, foruden jeg har stor have mm
  Jeg mener, at den bedste medicin mod sygdommen er fysisk aktivitet. Jeg kan sommetider sidde og føle mig dårlig, men en cykel- eller hurtig gåtur får mig til at falde til ro..

• 

  21. jul. 2009 kl. 20:06 Af Judy

  Jeg er for nylig blevet operet for en utæt mitralklap, som blev syet, så jeg har beholdt min egen klap.
  Før operationen har jeg igennem det sidste års tid haft tilbagevendende art.flimmer - 1-2 x/uge.
  I forbindelse med operationen blev jeg spurgt, om man skulle forsøge at fjerne denne flimmer - ca.70% chance for succes - hvilket jeg sagde ja til.
  Jeg blev ikke info om, at der kunne være en risiko forbundet med dette indgreb.
  Efter en vellykket klapoperation, har det nu vist sig, at man ikke har kunnet genoprette min signusrytme efter "brændingen",
  I stedet kører mit hjerte nu med et signal der kaldes "nordalrytme", som efterfølgende krævede, at jeg fik indopereret en pacemaker, da man sagde, at denne rytme ikke var stabil.
  Jeg har fået meget lidt info på hospitalet (Riget) på trods af gentagne krav om dette. Det virker som om man ikke rigtig ved noget om dette "fænomen".
  Jeg vil være glad, hvis nogen på denne debatside, kunne give mig oplysning om, hvordan man lever med denne rytme.
  Venlig hilsen
  Judy
  

• 

  21. jul. 2009 kl. 21:40 Af Bella (Patient)

  Jeg blev "brændt" pga. WPW NOV 08 og fik det meget bedre.......har stort set ikke haft "hoppende" hjerte siden, men oplever dog, at mit hjerte stadig slår meget hårdt(Det jeg vil kalde hjertebanken, for det banker virkelig hårdt og lidt hurtigt)......især når jeg har spist og når jeg er i hvile......smadder irriterrende når man skal sove, men har flere gange fået taget ekg, men ingen af dem viser uregelmæssig hjerterytme mere, så hvad det så skyldes kan jeg ikke rigtig få noget svar på nogen steder......lader til at det må jeg leve med.

• 

  19. sep. 2009 kl. 10:56 Af Zenith

  Det unrer mig at næsten ingen som har fået en RFA Rado Frekvens
  Ablation eller såkaldt Brænding og er blevet helbredt for Hjerteflimmer kommer ind og fortæller om det,der bliver foretaget mellem 10 og 40 Brændinger om dagen,inden jeg selv skulle brændes forsøgte jeg at finde nogen som var helbredt,det var næsten umuligt,nu ved jeg hvorfor
  når man som jeg er blevet totalt fri for flimmeriet,og igen kan leve normalt
  efter 11års elendighed,er man bare så glad,så man glemmer alt om de stakler der stadig må leve med dette handikap,så man kigger ikke mere på hjertesider eller symptomer mm,man vil bare glemme alt om de år
  hvor man kun levede halvt.Selv blev jeg brændt 2 gange på Varde
  Hjertecenter,1 gang hjalp ikke meget ,men efter 2gang og 2 ½ times
  brænding,var det bare i orden,der gik ca 3-4 måneder før jeg kunne sige
  mig helt fri for flimmer og nu 7 måneder efter ,kan jeg ikke engang fremprovokere et anfald,jeg har prøvet et par gange,for at se om det
  virkelig kan passe.Så til alle jer der er blevet helbredt vil jeg be jer om at skrive jeres positive historie,da jeg ved hvor meget det betyder for dem som går og venter med venlig hilsen .MogensP
  

• 

  16. okt. 2009 kl. 12:02 Af Bent/ bennermann (Patient)

  Hej ja jeg har også det forbandede hjerteflimmer og får nu Selo -Zok 50 mg
  en om dagen og hjertyl blodfortyndende, jeg vil ikke have Maravan man kan
  få blødninger i hjernen, i øjeblikket går jeg med en holger til lørdag morgen
  nu er det 3ie gang , jeg forstår ikke hvorfor det er jo blevet påvist at jeg har flimmer, i sidste uge måtte jeg på skadestuen på grund af hjerteflimmer og
  stigende puls , ( kærlighedsproplemer ) min kæreste havde fundet en anden
  jeg har haft det af h....... til og fik så Selo -Zok af hjertelægen og har det så
  bedre nu, jeg går også på Glostrup hospital og skal have ct scannet min
  hjerne lægerne mener jeg måske har haft skader af små blodpropper,
  ja tak jeg har snart været hele møllen igennem, og har måske ? også noget i mine ben jeg får så meget væske i mine ben ( især højre ben ) når jeg har
  siddet lidt ved computeren og skal op og stå så føler jeg at jeg har fået ele-fant ben især i lysken så mine ben skal også undersøges nu jeg er ved at
  blive vanvittig , og alt det er sket indenfor det sidste år, gad vide hvad man
  har gjort siden man skal straffes sådan sikke noget L... .

• 

  12. nov. 2009 kl. 20:24 Af larson (Patient)

  Hej jeg er en mand på 43 år har haft wpw i 8 år de siger at man er født med for mange ledninger i ledningsnettet i hjerteforkammerter.Så jeg var i Odense 5 november 2008 og fik brændt 7 stk over det skulle efter sigende være rigtig mange ,de måtte desværre stoppe efter 5 timer da jeg blev ved med at reagerer.Det hjalp lidt men det gik ikke væk så jeg hoppede på medicin selo-zok Betablokker i 2 måneder det bliver ingen lykkelig af .Så jeg tog anden opperation 27 august 2009 det virkede der var 1 stk tilbage der blev brændt over en stort set smertefrit opperation har ingen anfald haft siden og jeg havde det meget tit før.Hvad sport angår bliver man ikke dårligere stillet jeg har dyrket triatlon med Esjergs hårde drenge i 6 år og har ikke kunne mærke forskel efter hver opperation .Så en opperration fremfor medicin ingen tvivl om det kan i ha det rigtig godt hej.

• 

  13. nov. 2009 kl. 11:51 Af Bent/ bennermann (Patient)

  Hej Larson
  Det glæder mig at du har fået det bedre efter en replation tror jeg det hedder,
  jeg får selv Selo-Sok 50 mg en om dagen og fungerer fint , men kunne være bedre, jeg skal også til en del undersøgelser med denne holter jeg har brugt den tre gange før , og forstå ikke at de skal have alle disse prøver.
  Nå men skidt jeg venter på bedre tider griner ha det godt hej.

• 

  22. nov. 2009 kl. 11:40 Af Jac. (Patient)

  22.10.09
  
  Jeg er 63 år og har haft uregelmæssig hjerterytme fra jeg var sidst i 30erne. I starten var det mange ekstraslag. Senere udviklede det sig til flagren og flimmer. Jeg har for ca 10 år siden fået foretaget den første "brænding" og dermed forsvandt min flagren. Men...så tog flimmeren over og jeg er siden blevet "brændt" 4 gange og står lige nu for at skulle tage stilling til en ny omgang. Jeg har fået pacemaker undervejs, der var en chance for at den skulle kunne bryde anfaldene, men heller ikke den har den ønskede effekt.
  Nu er det kommet på tale, at man vil foretage en hissablation. Her skulle man jo blive symptomfri Er der nogen der har erfaring med den form for behandling?

• 

  01. feb. 2010 kl. 14:02 Af Lone (Patient)

  Hej
  Til dem, der går og venter på at få brændt de medfødte ledninger over, som giver forstyrrelser i hjerterytmen, vil jeg gerne sige: Det gør ikke ondt, det tager ikke særlig lang tid, det har hjulpet mig af med mine gener. Det er ca. 2 år siden jeg fik det foretaget på Skejby. Jeg tænker aldrig på det, lever som jeg altid har gjort, spiller badminton, går i motionscenter, kravler rundt med mine børnebørn på ryggen, spiller bold med dem osv. Jeg er 64 år. Så, vær ikke nervøs, man er i de bedste hænder og det hjælper utrolig mange mennesker til et bedre liv.

• 

  28. feb. 2010 kl. 17:59 Af Miko

  Det er nok korrekt at de fleste som slipper af med deres rytmeforstyrrelse hurtigt forlader diverse debatforums, for at vende tilbage til en tilværelse og et liv uden hvor de ikke det meste af tiden tænker på deres hjerterytmeproblem. Derfor er det vigtigt at der også bliver fortalt de positive historier!
  
  Jeg hører til blandt de lykkelige, som her 8 mdr efter min ablation nr. 2, ser ud til at være sluppet af med min forkammerflimren - den oplevelse deler jeg gerne med andre :-)
  
  Så her følger en skildring af, hvordan jeg efter knap 10 år med anfald af atrieflimren flere gange månedligt, nu ser ud til at være sluppet helt af med min forkammerflimren. Denne situation er opnået efter 2 ablationsbehandlinger som har ført til at jeg i dag på 8. måned er i sinusrytme, uden anden medicin end en daglig hjertemagnyl.
  
  • Jeg er en mand på 51, som havde min første episode med atrieflimren for ca. 10 år siden dvs. da jeg var i begyndelsen af fyrrene.
  
  • Er formentlig arveligt belastet, idet der i min moders familie, er en tendens til forkammerflimren, min moder fik sit første anfald da hun var midt i tresserne.
  
  • Lever og har altid levet ”sundt” – normal vægt, aldrig røget, yderst beskedent alkoholforbrug
  
  • Har igennem hele mit liv været ivrig sportsudøver, fodbold, basket, løb og senere landevejscykling, altså i rigtig god fysisk form.
  
  • Anfald de første år, 5-6 gang årligt, ofte i forbindelse med hårde cykeltræningspass. Herefter langsom stigning i frekvensen af anfald, først til ca. hver 3 uge, herefter hver 2 uge, for til sidst at optræde ca. én gang ugentligt. Typisk med anfald af en varighed på mellem 15 og 25 timer. Under mine anfald var jeg ganske generet af forskellige former for ubehag (stakåndethed, svimmelhed, trykken for brystet), men har dog i hovedsagen været i stand til at passe mit arbejde gennem alle årene. De første 5-6 år, uden medicin overhovedet.
  
  • Første gang indlagt i 2005, herefter gennem de næste 2-3 år, regelmæssige indlæggelser ved anfald på over 24 timer, 5-6 DC konverteringer (stød).
  
  • 2007 start på medicin, Tambocor & betablokker, jeg oplevede i denne medicinerede periode, mange forskellige og meget ubehagelige bivirkninger, og desværre uden nogen positiv effekt på arytmi episoderne. Anfaldene kom i denne periode, lige så ofte som tidligere, til gengæld ofte af længere varighed!
  
  • 2008 indstillet til ablation på Rigshospitalet.
  
  • September 2008 – 1. ablation. Desværre uden ønskede positive effekt, idet jeg få dage efter ablationen slog over i en konstant atrieflagren
  
  • Juni 2009 – 2. ablation – succesfuld, har været i sinusrytme siden.
  
  Begge mine behandlinger er fortaget på Rigshospitalet. Og begge forløb er gennemført pletfrit, fra forundersøgelserne over ablationerne og til de efterfølgende chekups. Jeg har således kun positivt at sige om disse behandlingsforløb - tak for det!!.
  
  Selve behandlingen er beskrevet i detaljer andre steder, for de fleste er det et relativt simpelt forløb, med en enkelt indlæggelsesdag – typisk er man alment træt, øm og letter utilpas i dagene efter og man skal regne med at der oftest går et par uger (eller længere!!) med stille og roligt at komme sig. Men dette er individuelt – og for ca. 25% gælder det altså, at der skal 2 behandlinger til for at opnå det bedste resultat. I alt er jeg "brændt ca. 150 steder i de 2 hjerteforkamre.
  
  Men jeg var altså informeret om, at det ikke for alle er ”nok” med én ablation, og sådan blev det altså for mig, idet første ablationforsøg ikke var vellykket, men endte med at jeg måtte leve med konstant atrieflagren, i de næsten 10 måneder, der kom til at gå mellem 1. og 2. ablations behandling.
  
  Lykkeligvis ser det nu ud til at behandling nr. 2 har været succesfuld, forstået sådan, at jeg nu, 8 mdr. efter behandling nr. 2, stadig er i sinusrytme. Efter 10 måneder med konstant atrieflagren, var det naturligvis en ubeskrivelig oplevelse igen at være i sinusrytme og ikke mindre ubeskriveligt at det bare er fortsat med at være sådan. Jeg har stadig ind i mellem ekstra systoler, og små hurtig "hjerteløb" på 3-5 slag. Men en Holter monitorering på 72 timer viste intet unormalt.
  
  Efter ca. 10 år med atrieflimren som en stadig mere og mere generende kronisk sygdom, er det en nærmest ubeskrivelig lettelse at blive "helbredt" og igen leve et liv uden konstant at have (alt for stort) fokus på sit hjerte.
  Jeg er vendt tilbage til en tilværelse hvor jeg ikke døgnets 24 timer indretter næsten alt i mit liv, på at forsøge at undgå at udløse anfald. En tilværelse hvor jeg konstant skulle passe på, ikke at ligge på venstre/højre side når jeg sov (selv i søvne fylder det!!), undlade at drikke spiritus, ikke drikke for meget kaffe, ikke drikke for kolde drikke, ikke forspise sig, ikke lave hovedspring i iskoldt vand (nå ja, det var ikke det store problem :-) ikke dyrke sport og træne med samme intensitet som tidligere, ikke rejse udenlands til steder i verden hvor man ikke har lyst til at blive syg, indlagt og stødt, ikke dit og ikke dat, alle ens gøremål blev efterhånden stærkt påvirket af bestræbelserne på at undgå anfald. Jeg er sikker på at mange vil nikke genkendende til denne beskrivelse af overfokusering og til sidst kan denne sygdom komme til at fylde rigtig, rigtig meget af ens liv!!.
  Og ingen som ikke selv har prøvet det, ved hvordan det rent faktisk er, de færreste tænker over at når fokus på ens hjerte bliver rigtig højt, så er det faktisk ca. en gang i sekundet at man mindes om sygdommen!! - den oplevelse lever man som regel ganske ensomt med.
  
  "Det er jo ikke farligt, faktisk dårlig nok en sygdom, så slå du bare koldt vand i blodet og lev livet som om du ikke har atrieflimren, glæd dig optimalt i tiden i mellem anfaldene hvor du jo ikke har flimren" - sådan har læger tit sagt til mig - og de har jo fuldstændig ret!, der er bare ingen af disse velmenene mennesker som har kunnet fortælle mig hvordan søren man lige gør det der, med at "slå koldt vand i blodet" og lade bekymringerne og spekulationerne forsvinde i den blå luft!!!
  
  Efter min 2. ablation, har jeg ikke fået et "nyt" hjerte, men jeg har fået mit "gamle" tilbage!! - og det er meget, meget bedre!!.
  
  Det er naturligvis op til den enkelte at vurdere for og i mod at lade sig behandle vha ablation, jeg gik selv i mange måneders overvejelser, jeg ville jo helst være fri og håbede at det ville "gå i sig selv" med tiden, men det gjorde det ikke og det gør det vist meget, meget sjældent for nogen!. For der ér en lille risiko for komplikationer under ablationsbehandlingen, men det er der jo også ved den medicin man tilbydes. Og der ér endnu skeptikere, som mener at der mangler tilstrækkeligt klare beviser for at effekten af ablationsbehandlingen er bedre en den traditionelle medicinsk behandling. Ligesom der ikke er nogen garanti for at effekten af ablationen (dvs sinusrytmen) holder evigt. Resultaterne fra mange undersøgelser som gennem de sidste år har sammenlignet resultaterne af ablation med medicinsk behandling, er imidlertid ret entydige. De viser at væsentlig flere patienter (80 - 90 %), har positiv effekt fra ablationsbehandlingen end som af medicinsk behandling og undersøgelserne viser ligeledes at reetablering eller fastholdelse af sinus rytme vha. ablation, har langt færre bivirkninger end traditionel medicinske behandling.
  Se f.eks denne artikel:
  http://jama.ama-assn.org/cgi/content/full/303/4/333
  
  For mig er der altså ingen tvivl, lider du af regelmæssige anfald af atrieflimren/atrieflagren og hár du forsøgt dig med medicin, som ikke har hjulpet dig til at blive fri for dine anfald, eller har du generende bivirkninger fra medicinen (og husk det er dig der afgør om det er generende bivirkninger, ikke lægen!!!), så tal med din hjertelæge om muligheden for at prøve med ablation. Der er lange ventelister, idet der er mange flere syge end det pt. er muligt at behandle, du får derfor god tid at overveje inden du endelig bliver lagt på briksen.
  
  Jeg ønsker jer alle held og lykke i bestræbelserne på at få bugt med jeres forkammerflimren.
  
  Michael
  

• 

  03. mar. 2010 kl. 09:53 Af Jette Jelbo (Patient)

  Hej alle lidelsesfæller.
  Er der virkelig ikke nogen, der blot efter 1 gang brænding, er vendt tilbage til et helt normalt liv? Jeg lider selv af atrieflimmer og bliver ca. hvert andet år indlagt. I denne forbindelse får jeg 2 små tabletter, som får hjertet til at slå over af sig selv. Jeg bliver så trist, når jeg læser, at flere gange brænding er "normalt". Hvorfor hjælper det ikke med blot 1 gang brænding?

• 

  04. mar. 2010 kl. 09:37 Af Miko

  PT. er udmeldingen fra lægerne, at ca. 70-75% af de patienter som behandles vha ablation, kan "nøjes" med én behandling. Så der er helt sikkert mange som kun har været igennem én ablation og herefter er uden atrieflimren.
  Men det er nok også sådan, at når man er blevet sin lidelse fri og vender tilbage til et helt "normalt liv", ja så betyder det samtidig at de fleste forlader de forskellige internet forums hvor de tidligere har udveklset erfaringer med andre lidelsesfæller - det er vel ganske naturligt!. Når jeg stadig deltager, er det fordi jeg husker hvor værdifuldt det var for mig at læse om andres ablations erfaringer, inden jeg selv besluttede mig for at forsøge.
  ablations vejen. Ablationsbehandlingen er når det gælder atrieflimren, et forholdsvis nyt og relativt uopdyrket land, så for hvert år der går bliver kardiologerne mere erfarne og teknikkerne udvikles konstant, der er derfor al mulig grund til at forvente at procentdelen af patienter som skal behandles mere end én gang, vil falde i takt med at erfaring og teknik udvikles. Jeg vil dog minde om at selve ablationsindgrebet for langt lang de fleste, ér en relativ simpel procedure også selvom man skal have 2 behandlinger!.
  Nu kan jeg ikke helt læse af dit indlæg hvor ofte du har anfald, kun at du bliver indlagt hvert andet år. Hvis der således er måneder mellem dine anfald, så ville jeg nok også vente og se tiden an og lade lægerne blive endnu dygtigere end de er det i dag.
  Held og lykke.
  
  mvh
  Michael

• 

  17. maj. 2010 kl. 23:16 Af Anonym772

  Vidste du, at ca 5% af ældre over 60 år lider af uregelmæssig hjerterytme? Så det er en meget almindelig hjertelidelse. Min far har fået indopereret en ny hjerteklap, men hjertet slår uregelmæssigt. Det slider på hjertet, hvilket desværre er farligt og nok minimerer levetiden:-) Ja, det er alvorligt med uregelmæssig hjerterytme. Jeg fandt lige lidt info, som måske kan gøre dig lidt klogere om emnet. Jeg har naturligvis læst en del om uregelmæssig hjerterytme pga min fars hjertelidelse. Uregelmæssig hjerterytme kan ifølge www.sundhedslex.dk/uregelmaessig-hjerterytme.htm kan uregelmæssig hjerterytme skyldes mange ting. Uregelmæssig hjerterytme kan skyldes følgende årsager:
  
  - Hjertelidelser såsom atrieflimren, AV blok, hjerteklaplidelser, medfødt hjertesygdom, højt blodtryk osv.
  - Lungelidelser
  - Blodmangel - også kaldet anæmi
  - Slagtilfælde
  - For højt stofskifte
  - Angst raserianfad, choktilstand osv.
  
  Behandlingsformen afhænger af årsagen til uregelmæssig hjerterytme.

• 

  19. aug. 2010 kl. 19:13 Af Betramo

  Jeg er en pige på 35, som har fået foretaget ablation 2 gange tilbage i 1994 og igen i 1995. Dengang sagde lægerne at der var 80% chance for at blive "helbredt". Jeg må sige at det gav et noget nemmere liv...fri af medicin, man kunne pludselig dyrke sport og var langt mere frisk, så det er absolut at foretrække og anbefale.Men det jeg gerne vil vide, er om der ikke er nogen der mærker "de gamle" symptomer efter de har fået foretaget ablation?
  
  Det er efterhånden mange år siden at jeg fik det foretaget, men er begyndt at mærke en del til det igen...flere gange om dagen kan det "drille", som om der går et anfald igang, dog kun af 15-20 sek, varighed. Derudover er der perioder med ekstrem langsom puls eller hård og hurtig puls, præcis som "Bella" skriver længere oppe i sit indlæg. Desuden er det mig umuligt at ligge på venstre side, da det så hopper og danser rundt.
  
  Jeg har haft Holter-monitorering på mange gange og der må ske et eller andet psykologisk, for mit hjerte tér sig altid ordentligt når jeg har den på. Jeg håber ikke det lyder alt for mærkeligt, men jeg synes det er svært at forklare lægerne hvordan man har det og føler ens hjerte slår, når de sidder og spørger.

• 

  09. sep. 2010 kl. 20:13 Af Henrik Bøje Svendsen

  Hej Betramo
  Jeg fik også en ablation for ca. ½ år siden. Se evt. mit indlæg (det er under en anden titel)
  
  Jeg kan egentlig godt nikke genkendende til hvad du skriver omend i en lidt anden form.
  
  Ind i mellem (efter operationen) har jeg svært ved at sove (tro mig når jeg siger, sådan har det aldrig været før). Jeg kan vågne med et sæt og "knips" så er jeg vågnen som om det var dag. Jeg føler mig fuldt udhvilet, men problemet er at klokken er 3 om natten og at næste eftermiddag bliver jeg nød til at tage mig en lille lur for at indhente mit søvnbehov...
  
  Jeg mærker også ind i mellem noget hjertebanken og kan "trikke" hjertet til at slå lidt hurtigere/hårdere hvis jeg ligger på siden, drukket for meget kaffe (det kan jeg godt lide) osv.
  
  Der har dog bortset fra dette på intet tidspunkt været sådan, at jeg har følet at jeg har fået et rigtigt anfald igen (heldigvis).
  
  Jeg har dog lagt mærke til en helt anden ting efter min operation, og det er, at jeg er blevet meget følsom for "ekstraslag" m.v. fra hjertet. Hvis der sker det mindste kan jeg mærke jeg er på vagt. Jeg er ikke bange, men blot på vagt. Og specielt om natten, når der er ro, kan denne væren på vagt blive lidt belastende. Så jeg forsøger, at ignorere det. Det har jeg nu gjort en måneds tid, og faktisk har jeg lykkes med mit forhavende. To gange er jeg vågnet op om natten, men faldet til ro igen uden at stå op osv.
  
  Så min konklusion er den, at ja jeg er nok lidt mere følsom for alkohold, kaffe, stress osv., så det skal jeg passe på ikke at få for meget af, men samtidig skal jeg også tage mig sammen og nyde livet. Det er jo rart at hjertet slår, også hvis jeg vågner om natten!
  
  Jeg er 46 år, træner 2-4 gange om ugen, tager ingen medicin og spiser og lever normalt.
  
  

• 

  28. jan. 2011 kl. 15:52 Af Moondarri (Patient)

  Hejsa,
  Er 26 år, er født med Ebsteins, ASD og rytmeforstyrrelser. Er blevet radiofrekvensablateret 6 gange (!) uden effekt. Har nu sat operationerne på pause til lægerne mener at de kan gøre det bedre. Rytmeforstyrrelserne holdes til et minimum (2-10 kortvarige episoder om ugen, ca 1 minuts varighed) med Digoxin og Selo-Zok.
  Er glad for at høre, at de fleste har gode erfaringer med "brændinger", men der er altså også tilfælde, hvor det desværre ikke hjælper.

• 

  29. jan. 2011 kl. 23:53 Af turkan (Patient)

  Hej
  Jeg er 32 år og er opereret for en hjerteklapfejl (ebsteins + ASD) Det er knap for et år siden operationen fandt sted på riget. Jeg har fået det rigtig godt nogle måneder efter operationen, hvor jeg kunne gøre hvad som helst, men idag har jeg problemer med rytmeforstyrrelsen igen. Fik en holter på som viste at jeg havde supraventrikulær takykardi. Jeg fik at vide at det ikke er farligt, men det påvirker min hverdag rigtig meget, da jeg mærker til symptomerne hverdag. Jeg får 75mg selozok som ikke rigtig hjælper men også giver problemer oveni, såsom træthed, som jeg i forvejen har rigtig meget af på grund af alle de ekstra slag.
  Er der nogen der har det næsten på samme måde som mig, vil jeg meget gerne høre fra dem.

• 

  04. feb. 2011 kl. 22:02 Af Hjerterdame (Patient)

  Hvordan startede min hjerterytmeforstyrrelse?
  
  Jeg er kommet på ‘det gule hold’. Gymnastiklæreren uddeler bånd, som vi skal bære så der kan kendes forskel på det ene og det andet hold. Gitte mobber mig som sædvanligt, men jeg lader som ingenting – ved da godt, at jeg ikke er en god løber.
  
  Så placeres vi rundt omkring på banen. Solen skinner det er forår og faktisk en udmærket dag til udendørs stikbold.
  
  Mit hold er inde. Jeg tager battet og skyder bolden ud. Den kommer ikke så langt og jeg må skynde mig at løbe, undgå bolden. Og Gitte står og sigter på mig. Jeg er i dårlig form og når ikke at flytte mig inden Gittes bold rammer mig. Det gør nas. Men så er vi ude og Gittes hold er inde.
  
  Jeg bemærker ikke med det samme, at hjertet farer afsted i brystet på mig. Men da Gitte bræmser spillet og diskuterer med læreren om noget hun mente han sagde forkert, fornemmer jeg en underlig uro i kroppen. Den kommer fra hjerteregionen. Bevidstheden sættes ind på mit hjerte og jeg undrer mig over, at det pisker så hurtigt afsted, som hvis jeg havde løbet marathon. Jeg har stået stille mindst 4 minutter og hjertets rytme er uændret: Hurtigt, hurtigt alt for mærkeligt-hurtigt..
  
  Spillet fortsætter da Gitte får sin vilje og jeg vælger at ignorere mit vilde hjerte. Løber efter bolden, der bliver slået ud i marken af Susanne og griber den mens jeg sigter efter hende. Jeg er svimmel og føler mig lidt stakåndet. Så kommer jeg i tanke om mit hjerte igen og der er stadig ingen forandring i pulsen.
  
  Jeg bliver nervøs. Går ud af spillet og henvender mig til min lærer.
  
  - Mit hjerte slår enormt hurtigt!
  
  Læreren ser forvirret på mig og derefter på banen hvor Susanne diskuterer med Gitte og så på mig igen.
  
  - Men så sæt dig lidt og slap af!
  
  Det gør jeg så. Jeg slapper af i ca. en halv time. Lægger mig på bænken, sætter mig op. Rejser mig, går lidt rundt og lægger mig så ned igen. Ingen ændring af hjerterytmen. Det var da satans!
  
  Da gymnastiktimen er forbi kommer læreren over til mig og smiler beroligende mens han spørger hvordan det går.
  
  - Det slår stadig hurtigt..
  
  Læreren kigger lidt bekymret på mig, slår det så hen men tager min puls ‘for en sikkerheds skyld’, som han siger.
  
  - Hm. Jeg synes slet ikke jeg kan mærke den?
  
  Han spørger om han må mærke pulsen på min hals i stedet. Det må han godt. Jeg er efterhånden desperat. Dét her, har jeg aldrig prøvet før!
  
  - Hér er den! Har den været så hurtig hele tiden?
  
  Jeg nikker og er grædefærdig.
  
  - Du ser også lidt bleg ud..Vi må ringe efter en ambulance!
  
  Jeg kan se på læreren, at han er nervøs og dét gør mig edderspændt bange. Jeg ryster ivrigt på hovedet.
  
  - Nej nej, ingen ambulance! Jeg tror det er ved at være godt igen!
  
  Jeg skal ikke på hospitalet. Det er bare en hurtig puls. Mine ben ekser under mig, da jeg følger med de andre børn ud i omklædningsrummet. Læreren kigger efter mig og jeg kan se han er bange. Men det er jeg også og mit hjerte pisker bare afsted.
  
  I omklædningsrummet begynder Gitte at drille mig og smide sæbe efter mig. Det rører mig ikke. Kun min puls rører mig. Jeg er ét stort hjerte, der er ved at gå i stykker – føler mig tæt på et kollaps og forvirring – skynder mig at komme i tøjet og ud af omklædningsrummet. Jeg må væk.
  
  Efter gymnastik har vi geografi, men jeg pjækker. Jeg er så bange. Hvor skal jeg gå hen? Mine forældre må ikke vide noget om det her. Hvor skal jeg gå hen? Kommer i tanke om en ældre dame jeg ofte har besøgt. Hun bor i boligblokken ved siden af min. Jeg løber – stopper op. Prøver at finde min puls. Løber lidt igen. Finder pulsen. Den er tydeligst på halsen. Jeg er svimmel.
  
  - Hej min pige, har du tidligt fri fra skole i dag?
  
  - Ja, hej – må jeg komme ind og snakke?
  
  Den gamle dame smiler venligt og lukker mig ind. Hun er allerede ved at diske op med shokolade og sodavand men jeg vil ikke have noget. Hun kigger undrende på mig, men ryster så på hovedet.
  
  - Har I mange lektier for i skolen nu? Det er jo ved at være eksamenstid?
  
  Jeg snakker pr. automatik om 10. klasses afgangseksamen som vi alle ser frem til for så er det slut med folkeskolen. Jeg er godt nok optaget på Christianshavns Gymnasium, sproglig linje – men først skal jeg have en lang sommerferie. Jeg plaprer og ævler men ved ikke hvad jeg selv siger. Det er så underligt med dét hjerte og jeg er så forvirret.
  
  - Hør sig mig, sidder du og græder?
  
  Den gamle dame vil lægge armen om mig men jeg skubber hende væk.
  
  - Nej! Lad mig sidde! Jeg skal bare være i fred. Kan vi ikke bare snakke?
  
  Hjertets puls farer videre – en fugl med alt for hurtige vingeslag. Jeg skifter hele tiden stilling. Kan ikke sidde stille. Der er noget helt forkert ved alting! Hvad sker der med mig?!
  
  - Jammen barn dog, fortæl hvad der plager dig!
  
  Jeg kan ikke holde min angst tilbage mere. Med klaprende kæber får den gamle hele historien om mit hjerte – hvordan det hele startede på fodboldbanen og at dét underlige er der endnu. Den gamle siger ikke noget men skænker sig et glas appelsinvand og tager en stor slurk. Så kigger hun roligt på mig.
  
  - Du skal bare blive her så længe du vil. Jeg har alligevel ikke andet for.
  
  Jeg er lettet over, at hun ikke vil sende mig på hospitalet. Og nu begynder jeg at snakke om alt muligt andet end mit hjerte. Jeg skænker lidt appelsinvand op i et krus og nipper lidt til den søde drik. Den gamle har taget sit strikketøj frem.
  
  Jeg husker ikke hvor længe vi sad der, men pludselig “klikkede” det så mærkeligt i brystet – som om mit hjerte slog en koldbøtte. Og dét der følger var så vidunderligt; hjertet slog normalt igen! Så hoppede det lidt – slog lidt hurtigt igen for derefter, at finde sin normale rytme.
  
  Jeg turde næsten ikke tro det – jeg var normal i hjertet igen! Varmen bredte sig i kroppen og nu ville jeg gerne have mere appelsinvand!
  
  - Du har fået farve i kinderne, min pige.
  
  Jeg fortalte, at jeg havde det godt igen og nu ville jeg gerne have et stykke shokolade!
  
  - Men du siger ikke noget til mine forældre vel?
  
  I dag undrer det mig, at jeg ikke ville snakke mine forældre om mit hjerteanfald. At jeg havde haft det skidt i over 4 timer. Måske ville jeg bare glemme episoden. Måske regnede jeg ikke med at opleve det igen.

• 

  02. mar. 2011 kl. 14:14 Af sanne-pigen (Patient)

  mit startede i ca. 13 års alderen, jeg kunne blive meget utilpas med svedture, trykken for brystet, svimmelhed og besvimelse. Det blev en hverdag for mig, så lærte at kunne mærke når anfaldene var på vej, så jeg kunne ligge mig på gulvet og besvime i stedet for at stå op og "tage faldet". Først efter mange anfald blev jeg tvunget til lægen. Det eneste Riget kunne komme frem til var "det er ganske normalt for teenagepige". Hmm med den "viden" vendte jeg så hjem igen, nu er jeg 26 og lider stadig ofte af det, og er på Zelo zok, da det er normalt min puls stiger utrolig meget uanset om jeg er aktiv eller ej. Har vinket farvel til min nattesøvn, da jeg vågner x flere pga anfald. Nu skal jeg så til undersøgelse på Riget om lidt over en uge og opereres 3 dage efter, men opereres for hvad vides ikk med sikkerhed endnu.. Men de håber på det er nok med denne "overbrænding", men vil gerne have yderligere undersøgelser inden, da det åbenbart kan skyldes forskellige hjerteproblemer.
  Jeg er rigtig urolig og bange, vidste godt der var noget som ikk var som det skulle, men vil bare gerne snart prøve at kunne leve et normalt liv med min datter, uden at skulle "stikke af" for at besvime.

• 

  10. apr. 2011 kl. 20:59 Af Heidi

  Jeg fik en ablation i fredags - den 8 april. Jeg har siden 8 års alderen - er 36 i dag - haft anfald af hjertebanken. Da jeg var yngre var det generende men til at holde ud med de sidste 4-5 år har jeg haft flere timer lange anfald ca. hveranden dag med svimmelhed og besvimelse - super ubehageligt og helt uholdbart ift. at have en velfungerende tilværelse. Så jeg så ikke rigtigt nogen anden udvej end at få lavet en overbrænding selvom jeg ikke var meget for det. Jeg skulle have været ablateret for 3 år siden men sprang fra da jeg ikke turde.
  
  Jeg var meget nervøs da jeg mødte op på hospitalet fredag men det var ikke så slemt som frygtet. Jeg synes det var rigtigt ubehageligt men ikke forbundet med særlig mange smerter. Morfin og stesolid hjalp nok godt til :o). De fik fjernet en masse men ikke det hele da det sad for tæt på AV knuden. Men jeg satser på at det er nok til at mine anfald ikke kommer igen. Og hvis det ikke er - er en ny ablation ok. Jeg vil ihvertfald ikke være nær så skræmt næste gang.

• 

  11. jun. 2011 kl. 23:27 Af Bent Strikert

  Hej alle sammen. Den 15/4-2011 Tog jeg og min svigersøn en tur til. Bassano i Nord Italien for at Flyve Paragliding i Påsken,det gik også fint de første fire dage,men så om natten så blev jeg meget dårlig med trykken i brystet og en meget hurtig puls, der blev ringet til 118 og de kom efter 20 min,så blev der kæmpet med mig i 1 1/2 time jeg blev lagt i koma og genoplivet to gange,blev indlagt på Hospitalet i Bassano der fortalte de mig at jeg havde haft en puls på 300 og var død men genoplivet. Der var også et nervebundt formeget i mit Hjerte som de ville brænde over,det fik de også lov til fordi ellers ville jeg gå med en tikkende bombe,det gik også fint med operationen jeg kunde selv følge med på skærmene rundt omkring mig,og de ramte plet i andet forsøg så det ente godt, så der er ikke noget at være bange for det er ikke slemt at få det gjort.Jeg har aldrig haft problemer med mit hjerte i mit 63 årig liv før, så sådan kan det altså også gå. Jeg har det fint i dag og er begyndt at flyve igen.

• 

  06. aug. 2011 kl. 22:34 Af Liesel (Patient)

  Tjek denne støttegruppe her:
  
  https://www.facebook.com/groups/186375621421367/
  
  Her finder i andre i samme situation
  
  Mvh Liesel

• 

  14. aug. 2011 kl. 22:22 Af fisken

  En god historie hvis du skal have en brænding.
  eg har været hjertepatient i 10 år, og så begyndte jeg også at få hjerteflimmer. Efter 11 gange brænding på et år ,blev anbefalet at blive brændt i Skejby og det sagde jeg ja til, selvom jeg var skide ræd for det. Da jeg kom derud kom en læge og fortalte om det der skulle foregå, og hende der lå ved siden af mig sagde det er frygtelig du skal igennem det, for det er forfærdeligt.
  Da jeg om aftenen gik hen for at hente mad spurgte en anden hvad jeg skulle have lavet, og igen var der en kommentar at det var så smertefuld og helt forfærdelig. Jeg sagde til sygeplejesken at hvis man kunne dø af skræk , kunne de godt slette min tid næste morgen så bange som jeg var. Så sagde hun til mig godt du siger det, det skriver jeg udenpå de papir der følger dig. Da jeg blev kørt ind sagde de vær ikke bange, og så var jeg væk indtil de klappede mig på kinden og sagde, nu kan du godt vågne op.. Så blev jeg kørt ind til selve brændingen og fik at vide hvis du sir du er meget bange får du lidt ekstra bedøvelse, og igen mærkede jeg
  intet før de vækkede mig. Og tænk at være så bange og ikke mærke en skid til hvad de gjorde ved mig, Så hvis du er bange så sig det endelig.
  Hilsen Fisken.

• 

  19. aug. 2011 kl. 10:07 Af turkan (Patient)

  hej
  jeg har en tid til ablation om to uger. Jeg har været igennem det for tre månerder siden, men det gik desværre ikke godt da de ikke fandt noget i højre forkammer, og nu nskal de tjekke venstre forkammer. Da jeg i forvejen er hjerteklapopereret, er det lidt vanskeligt med mig sagde de. Derfor skal jeg i fuld narkose. hvis der er nogen af jer der har prøvet det, vil jeg meget gerne høre? jeg vil blive meget glad hvis jeg hører det før inlæggelsen som er den 3. sept.

• 

  07. sep. 2011 kl. 19:45 Af Maiibrittxd

  Jeg blev behandlet for WPW i december 2010. Siden da har jeg følt at der har været nogle 'anfald' i form af små stød, som minder om de anfald jeg havde inden behandlingen.
  Jeg blev brændt, og er siden blevet erklæret rask, men skal alligevel på Skejby imorgen, for at få en holtermonitorering (hjerterytme optager) sat på. Giv aldrig op, hvis I føler at der stadig er noget tilbage. Det er DIT liv det handler om!

• 

  08. okt. 2011 kl. 20:25 Af LARSH

  jEG ER 49 ÅR OG FIK MIT FØRSTE ANFALD I FEBUAR OG HAR HAFT 3 SIDEN, OG BLEVET STØDT 2 GANGE.
  VED NOGEN OM MAN LEVER KORTERE MED DENNE SYGDOM ER MEGET BEKYMRET.

• 

  24. nov. 2011 kl. 14:29 Af Josephine

  Hej Larsh...
  
  Jeg skriver til dig, fordi jeg kan høre, at du trænger til at blive beroliget lidt.
  
  Det at have hurtig hjerterytme er en rigtig modbydelig tilstand - og det FØLES virkelig som om ens sidste time er kommet hver eneste gang. Du skal dog ikke være bekymret i den retning. Det er ikke en lidelse, som du dør af - sagt med andre ord lever man ikke kortere med den sygdom end uden.
  
  Til gengæld syns jeg det er værd at have med i sine beregninger, at tendensen til at have disse hjerteløb ofte påvirker én psykisk. Det er ikke nok med at man er bange under anfalder - mellem anfaldene sidder der hele tiden en lille modbydelig fyr på skulderen, og hvisker i øret, at man skal være lidt på vagt, for hvornår kommer næste anfald mon...
  
  Jeg har gennem de sidste 27 år haft problemet. Har aldrig været medicineret - eller det vil sige min læge har fejlagtigt vurderet, at jeg led af panikangst og forsynet mig med Lykkepiller, som af gode grunde ingen effekt har haft på problemet. Måske har de hjulpet lidt på skrækken for at få det igen, men anfaldende har været lige konstante. På grund af fejldiagnostisering har jeg ikke vidst, at der var nogen som helst behandlingsmodel, som kunne være brugbar - før nu.
  
  Jeg har besluttet at få foretaget en ablation, for - forhåbentlig - én gang for alle at blive fri for at have hjertebanken. Det skal foregå den 28. november på Varde Privathospital.
  
  Som ved alle andre operationer er jeg selvfølgelig ikke overdrevet vild med at skal have foretaget indgrebet, men i det store hele, lyder det som om, at indsatsen er lille i forhold til udbyttet.... og på sin vis glæder jeg mig til måske at være så heldig, at hjerterytmeproblemer ikke fylder så meget i min hverdag, som det gør på nuværende tidspunkt.
  
  Så derfor Larsh - snak med din læge om din fremtidsprognose - hvilken type hjerterytme problem du har - og find så ud af, om du vil "spilde" en masse krudt på at gå og være bange, når nu der findes et indgreb, som kan hjælpe.....

• 

  30. nov. 2011 kl. 11:09 Af Nanina (Patient)

  Hej Alle :)
  
  Så er jeg hjemme igen efter at have fået foretaget ablation for AVNRT på Varde Hjertecenter.
  
  Indgrebet var 100% smertefrit for mit vedkommende. Jeg syntes det var ubehageligt, at lægen kunne styre hjerterytmen via diverse elektroner og medicin, men der var ingenting som gjorde ondt. Jeg mærkede faktisk ikke engang indstikket i lysken - fordi de havde givet mig beroligende og smertestillende inden.
  
  Hele indgrebet tog en time og et kvarter. Derefter skulle jeg ligge 2 timer fladt på ryggen. Det var næsten det værste. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi man ligesom RIGTIG kan have tid til at mærke efter om nu hjertet opfører sig ordentligt. Det lille indstik i lysken er nærmest mikroskopisk. Jeg havde forestillet mig, at de skar et par centimeter. Hullet er kun et par millimeter og skal bare vokse sammen af sig selv.
  
  Om aftenen var der fælles spisning med de andre patienter og pårørende. Det var simpelthen så dejligt at snakke med andre i samme båd. Alle kunne vi fortælle om, hvordan det har haft stor indflydelse på vore liv - både med hensyn til hvor man har turdet rejse hen, hvor længe man har turdet sidde i fly osv....
  
  Derfor.... Til dig, som måske har en ablation foran dig og som måske er rigtig nervøs for indgrebet: Det er altså ikke ret slemt. Det går hurtigt og gør som sagt ikke ondt - er kun ubehageligt...
  
  Jeg har fået gode odds. Min ablation giver mere end 95% chance for at mine hjerteløb aldrig kommer igen. Lige nu kan jeg næsten ikke tro det, men som lægen siger, så skal hjernen lige vænne sig til, at alt er fuldstændig normalt og at man ikke behøver at være på vagt mere...
  
  

• 

  01. dec. 2011 kl. 15:53 Af Katharina (Patient)

  Stor ros til Hjertecenter Varde. Jeg har været der 2 gange nu. Fik første ablation i august 2011, den virkede fint i ca. 2 uger og derefter gik det igen nedad bakke. Kom så igen tilbage i november 2011. Selvom omgang to har været meget mere slem at komme sig efter, tror jeg nu på at det virker.
  Første gang sprang jeg ud af sengen og var lykkelig over at kunne leve igen, men det holdt desværre kun i ca. 2 uger, så var forstyrrelserne tilbage. Efter kort tid gik det hurtigt nedad bakke. Jeg kunne til sidst ikke gå rundt hjemme uden at det hele kørte i brystkassen. Jeg fik åndenød, blev rigtig meget utilpas og meget meget træt. Jeg er "kun" 44 år og er ellers sund og rask, så jeg skulle gerne kunne spurte lidt rundt.
  Jeg fik den anden ablation efter 3 måneder igen på Hjertecenter Varde. Anden omgang var meget mere hård. Jeg var ikke frisk lige efter. Havde mange forstyrrelser, pulsen kørte op og ned sammen med blodtrykket. Men nu hvor der er gået ca 2½ uge er jeg ved at være mig selv igen. Kan mærke at optimisten er ved at få overtaget igen. Det har være en forfærdelig omgang, men nu er der lys forude og forhåbentlig var det det.
  Jeg har nu været syg i siden 9. august 2010, hvor jeg fik en blodprop i hjertet. Den kom som lyn fra en klar himmel. Jeg havde intet mærket inden, havde dagen før været på sommerferie ved Vesterhavet og spurtet op og ned af klitterne uden at være besværret. Jeg fik smerter i højre arm og op i højre øre om natten, men tænkte ikke blodprop i hjertet, derfor var det et stort chok for mig da lægen fortalte det. Jeg fik lavet en ballonudvidelse samme dag, der var kun 15 % passage tilbage i min kranspulsåre!! Efterfølgende startede min rytmeforstyrrelser, havde ikke mærket nogen før. Har spurgt lægerne om det kan være en følge af blodproppen, det mener de ikke og så alligevel.
  Min blodprop i hjertet har været med til at jeg har taget mit liv op til revision. Jeg har tabt mig 36 kg. vejer nu mindre end da jeg fik barn nr. 1 , hvilket jeg er super glad for. Tænk at man skulle så langt ud for at tabe sig. Men jeg har "bare" levet efter hjerteforenings lille kort.
  
  Jeg påtager mig ikke ligeså mange opgaver for familien, som jeg tidligere gjorde. Jeg var der jo altid som et søm når nogen kaldte. Nu tænker jeg lige på migselv først og så på de andre. Ikke at jeg ikke vil hjælpe, men jeg skulle gerne holde i mange år endnu. Måske er det heller ikke nødvendigt at vores hjem altid ligner en udstilling for et rengøringsfirma. Der må da gerne være lidt støv.
  Det har været en hård omgang for psyken. Det er ikke altid nemt, at få hjernen til at forstå at nu er hjertet ok igen. Der har været mange ture nede, men heldigvis er der altid en tur op igen. Det er meget vigtigt at komme op igen efter en omgang nede. Men det er også vigtigt at give sigselv lov til at være ked af det, bare man kommer op igen. Jeg har lært at det er ok at være bange.
  Jeg holder mere af livet nu og skønner på det.

• 

  02. jan. 2012 kl. 20:04 Af Flemming

  Vis stort billede

  Hej!
  Jeg er en mand på 58 år, og har i ca. 8 år lidt af supraventrikulær takykardi. For ca en måned siden var jeg på Hjertecenter Varde og fik foretaget en ablation. Diagnosen lød på Nodal takykardi. Forud for operationen blev jeg "lovet" at der var 85% succesrate.
  
  Jeg hørte desværre til de 15%, hvor det ikke lykkedes for kirurgen at fremprovokere et anfald. Han brændte "på erfaringen" - men efter en uge, var rytmeforstyrrelsen tilbage.
  
  Er der nogen, der har været ude for det samme - og i så fald, hvad er så sket/gjort af behandling efterfølgende??
  
  Det er utrolig opslidende både med de mange anfald - og med frygten for hvornår det næste kommer. Efterhånden udelukker man flere og flere ting fra sin tilværelse.