Undersøgelser og operationer Atrieflimren - Ablation og hvordan min operation forløb - 2 måneder senere

• 

  28. apr. 2010 kl. 00:22 Af Henrik Bøje Svendsen

  Jeg har flere gange læst at folk som lider af hjerterytmeforstyrrelser, meget gerne vil hører fra andre som har lidt af denne sygdom og hvordan de er blevet den kvit. På den baggrund skriver jeg min historie.
  Til min historie kan jeg tillægge, at jeg er så heldig, at jeg bor i Lund (Sverige) som har et fantastisk hospital. Men mere herom lidt senere.
  Første gang jeg fik et ”anfald” (det kalder jeg det herefter) var omkring 30 års alderen som i dag er ca. 16 år siden. Det var en ubeskrivelig negativ oplevelse, som er indprentet på nethinden. Jeg er og var en aktiv idrætsudøver og denne specielle morgen var jeg ude og løbe rundt i Frederiksberg have. På vej hjem skulle jeg binde mit snørebånd, jeg bukkede mig ned og pludselig hamrede mit hjerte derudaf.
  Ind på hospitalet og få taget et EKG og hjemsendt med den besked, at jeg absolut ikke fejlede noget! Sådan gik det over de næste år et par gange, ind på skadestuen og hjemsendt igen. Jeg begyndte, at forstå at det var noget jeg måtte leve med og ofte var der måneder mellem anfaldene.
  For ca. 5 år siden genoptog jeg at dyrke karate, som er en sport hvor man ofte bevæger sig hurtigt og især vrider i kroppen. Netop dette er det som ofte har tricket mine anfald. Men jeg fandt så ud når jeg fik et anfald, at jeg ”bare” skulle tage det helt roligt, trække vejret dybt og vente på det gik over. Det normale var 5-10 min., så var anfaldet overstået og anfaldene var ikke mere end 2 gange pr. måned, men stortset altid til træning. Det var til at leve med, men alligevel sad usikkerheden i kroppen til hver træning. Så for ca. et år siden tog varigheden til og flere gange kunne jeg ikke stoppe mine anfald, det gik ligesom over i et andet slags ”mode”. Rent teknisk havde jeg både flimmer og flagren, hvilket jeg fik (for første gang) målt og beskrevet via nogle kurve, da jeg havde et anfald der varede ca. 6 timer. Dette var i september måned 2009.
  Med denne information tog jeg til min (svenske) læge, som jeg endelig kunne vise mit problem for. Da det var første gang jeg havde konfronteret ham med mit problem, blev han meget nysgerrig, da jeg fortalte, at rigtig mange i min familie har arytmi. En undersøgelse blev sat i gang og jeg fik som forbyggende medicin trombyl (2*160 mg. dagligt), da mine anfald i denne tid igen tog til i både antal og tid. Og i starten af januar blev det besluttet, at jeg skulle have nogle betablokkere (biosoprolol ½ x 5mg dagligt). Oplevelsen at pludselig være på medicin 2 ½ pille om dage var noget underligt for mig. Og at medicinen havde en indvirkning på mig, kunne ses på min hvilepuls som gik fra ca. 50 bpm. til 32 bpm., jeg sov pludselig mega dårligt osv. Dette var dog kun en overgangsfase på ca. 3 uger, herefter blev bivirkningerne klart mindre og jeg kunne starte på at træne – lidt igen.
  Men samtidig med dette fik jeg en indkaldelse til en ablation som skulle ske den 5 marts 2010 på Lund hospital. Dette sagde jeg ja til (man bliver faktisk spurgt om man vil) og fik en fantastisk oplevelse ud af det. Men også en måske meget vigtig læring som jeg vil give videre.
  Dagen for operationen skulle jeg fjerne hår på brystet, tale med en læge, få lagt drop m.v. Jeg fik om eftermiddagen lov til, at gå nogle timer ned i byen for at få lidt andre input end hvad et hospital kan byde på.
  Næste morgen den 5 marts skulle var jeg sat til at opereres kl. 08.00. og ca. 30 min. før operationen kom en sygeplejerske med noget beroligende – 2 Panodiler… hmmm.
  Jeg blev lagt på en seng og rullet ned på operationsstuen. Der skete en masse omkring mig (har aldrig været på en operationsstue før), men uanset om man faktisk kunne føle sig som en ting der skulle fixes, så var alle helt fantastiske til at inddrage mig i hvad der skulle ske. Bl.a. sagde operationssygeplejersken, at jeg skulle opfører mig pænt overfor damen der sad derinde (hun pegede), idet hun skulle styre mit hjerte om lidt. Jeg er selv ganske humorfyldt selv, så jeg gav lidt igen.
  Jeg hilste på ham som skulle operere mig og han fortalte om hvad der skulle ske inden han gik i gang. Han fortalte mig, at jeg skulle have en ablation imod flagren, altså i højre forkammers. Jeg spurgte ham om han var sikker på det – og han kiggede igennem sine papirer (på en skærm) og fortalte mig, at der var målt både flimmer og flagren, da jeg var her sidst (på akuten), men det var ofte var det ene som startede det andet. Jeg følte mig ikke helt sikker på det svar. Han gik i gang og det eneste som var ubehageligt ud over det at blive bedøvet i lysken, var da de forskellige instrumenter blev ført op i hjertet. Præcist når det sker hamre hjertet af sted og hvis man ikke ved det, så kan det være lidt ubehageligt – men tag det roligt man er i trygge hænder. Der gik ca. 1,5 time og operationen var overstået. De havde testet og følte sig sikre på resultatet. Når jeg siger dem, så er det løbende kommunikation mellem den udførende læge og den tidligere omtalte dame som styrede mit hjerte m.v. Jeg forstod ikke alt hvad de sagde.
  Lægen som opererede kiggede på mig og fortalte han var færdig. Jeg spurgte ham om jeg nu med de procenter han havde forklarede mig (>80%), at hvis jeg var indenfor den store gruppe nu skulle slippe for at få flimmer/flagren i fremtiden, når jeg ”bukkede” mig og trænede karate. Han kiggede mig direkte i øjnene og spurgte ind til hvad det var det fik sat mine anfald i gang. Lyttede og sprang derefter selv rundt på gulvet for at vise med sin egen krop, hvad jeg troede som satte anfaldene i gang. Han rykkede lidt rundt på instrumenterne og satte pulsen lidt op 120 bpm. præcist. Så forsøgte han at simulere, hvad jeg havde forklaret ham og indenfor få sekunder satte et anfald i gang. Jeg var jo som fortalt lige blevet opereret for det, så det var med nogen overraskelse jeg igen befandt mig i anfaldenes verden.
  Han målte lidt og stoppede herefter anfaldet, hvorefter de igen satte det i gang. Efter lidt tid tog han et gennemsigtig beskyttelses skjold væk og spurgte mig om jeg havde kræfter til at fortsætte.
  Han fortalte, at han efter al sandsynlighed nu viste hvad der var mit problem. Den operation jeg skulle igennem var en AV nodal re-entry takykardi. Eller forklaret lidt mere enkelt, så var mit problem det, at AV knuden overtog Signus kunden i mine anfald, og efter alt sandsynlighed overgik dette til ind i mellem til flimmer/flagren.
  Han forklarede mig også, at der ved denne operation kunne være den risiko, at han brændte i AV knuden på en sådan måde, at jeg i al fremtid skulle gå med pacemaker. Men risikoen var < 1 procent af tilfældene. Jeg betænkte mig ikke, men forklarede ham, at han bare skulle fortsætte, og hvis der var en mulighed for at jeg kunne slippe disse anfald, var jeg villig til at tage den risiko.
  Han fortsatte og efter yderligere ca. 2 timer, testede han mig igen på samme måde som tidligere, hvor han simulerede hvad der startede mine anfald. Dette blev gjort ca. 100 gange (sådan følte jeg det). Det var en fantastisk oplevelse, fordi hver gang anfaldet startede, så overgik jeg i næste sekund i sinus. Han følte sig meget sikker på nr. to operation og jeg blev herefter kørt ned på stuen. Det havde helt sikkert gjort ondt, men det var ok. Operationen var overstået og nede på stuen ventede min datter bærbare dvd med en skøn film, da jeg jo viste jeg skulle ligge 100 % stille i flere timer – det var i øvrigt meget hårdt. Efter at også have nydt udsigten denne dejlige solrige forårsdag i ca. 4 timer, var jeg oppe og stå.
  I dag er det 7½ uge siden og jeg startede træningen efter ca. en uge og i dag kan jeg virkelig taget fat. Min hvilepuls er blevet højere ca. 45bpm, men jeg spiser ”kun” blodfortyndede medicin. Og det vigtigste af alt jeg har ikke haft et eneste ”anfald”. Jeg er blevet mere og mere dristig uden noget anfald er udløst.
  Jeg ved ikke om operationen er lykkes, det har jeg fået fortalt først kan endeligt bekræftes efter ca. 3 måneder, men jeg føler jeg har fået mit gamle hjerte tilbage. Det er helt fantastisk.
  Der var en speciel dag, ca. en uge efter operation, hvor jeg vaskede bilen, jeg bukkede mig ned hurtigt (mange gange), det var noget som tidligere let kunne have udløst et anfald. Ingenting skete og det bedste ved det hele var, at jeg overhovedet ikke tænkte på det. Det var først da min kommende kone kom og spurgte mig hvordan det gik. For sidst da jeg vaskede bilen (det gør jeg ikke ofte), så var jeg ukampdygtig i ca. 5 timer med et anfald.
  Hvad kan man så lærer af dette? Mest af alt, at det er vigtigt at vide at selvom man er alene med dette problem, så er det vigtigt at man også tror på man er den som bedst kan forklare hvad der sker inden i kroppen. Skriv fx ned hvad det er som starter anfaldene, hvad foretog du dig, havde du lige spist, lå du stille, trænede du osv. Alt kan bruges til at finde ud af hvad det er der skal foretages.
  
  Og hvis du er bange for operationen, så kan jeg bare sige, at det er selvfølgelig ikke sjovt, at blive opereret, men hvis der er så god chance for at blive kvit sin sygdom som der er, så bare pres på og få din ablation – men helst den rigtige!
  Henrik
  

• 

  21. jun. 2010 kl. 21:28 Af Bugsy (Patient)

  Hej Henrik
  
  Mange tak for dit dejlige indlæg. Jeg har læst det flere gange og du skal vide at dit indlæg betyder en forskel for mig. Jeg selv har for to uger siden oplevet et anfalt med åndenød og ureglmæssig hjerne frekvens / ekstra slag. Jeg havde et anfald fra kl 20 til 07.30 næste dag hvor det gik over da jeg tog et bad. Jeg tog til lægen og fik taget et EKG men der var det helt normalt igen. Nu oplever jeg det desværre mange gange dagligt men som regl er det blot lige et sekundt eller to. Det tyder desværre på at det ikke var en enlig svale. Jeg har naturligvis læst en del om det og ofte er det blot medicinske forklaringer så din historie var dejlig at læse.
  
  Mvh
  Bugsy

• 

  19. aug. 2011 kl. 11:40 Af Anders B

  Dejligt at høre, at din hvilepuls er blevet højere. Dog har du fortsat en forholdsvis lav puls, da definitionen på en lav puls er 50 slag pr. minut, hvilket ifølge http://www.sundhedslex.dk/lav-puls.htm er ensbetydende med, at dit hjerte har svært ved at pumpe tilstrækkeligt med blod ud i kroppen - også kaldet bradykardi. Dog kan det også være tegn på, at du er i meget god form, hvis hjertet pumper ekstra meget blod ud i kroppen per slag.
  
  Jeg kan også anbefale denne artikel om hvilepuls: http://www.sundhedslex.dk/hvilepuls.htm - hvis du ønsker lidt mere information om din lave hvilepuls.
  
  
  Håber, at du har fået det bedre :-)